1. ANVENDELSE
1.1 Nedenstående salgs- og leveringsbetingelser finder anvendelse ved salg, levering af produkter, reservedele og tilknyttede ydelser fra CK Fitness ApS, CVR-nr. 44 29 50 24 (herefter ”CK Fitness”) til kunden (herefter ”Køber”).
1.2 Aftalegrundlaget mellem CK Fitness og Køber udgør i alle tilfælde i sin helhed den af CK Fitness fremsendte ordrebekræftelse sammen med disse salgs- og leveringsbetingelser.
2. TILBUD OG ACCEPT
2.1 Tilbud afgivet af CK Fitness er gældende for Køber i 30 dage. Den i tilbuddet angivne leveringshorisont/-tidspunkt er alene vejledende, jfr. pkt. 6.2.
2.2. En af Køber afgivet ordre er først bindende for CK Fitness ved CK Fitness’ skriftlige fremsendelse af ordrebekræftelse.
2.3 Såfremt CK Fitness har accepteret en af Køber afgivet ordre ved fremsendelse af ordrebekræftelse, jfr. pkt. 2.2, kan Køber ikke ændre den afgivne ordre uden CK Fitness’ skriftlige accept heraf.
2.4 Hvis der er uoverensstemmelser mellem den af CK Fitness fremsendte ordrebekræftelse og den af Køber afgivne ordre, skal Købers senest fem hverdage efter modtagelsen af ordrebekræftelsen meddele dette til CK Fitness. Hvis Køber ikke gør indsigelse inden for fem hverdage, er dette at sidestille med Købers accept af ordrebekræftelsen.
3. PRISER
3.1 Priser i tilbud, ordrebekræftelser og kontrakter er dagspriser ekskl. moms og afgifter. Prisen for CK Fitness’ produkter samt ydelser følger af den af CK Fitness fremsendte ordrebekræftelse, medmindre andet særskilt er aftalt. Der tages forbehold for taste- og skrivefejl.
4. KOMMUNIKATION
4.1 Alt kommunikation mellem parterne sker per e-mail, der er at betragte som ”skriftligt” i henhold til Køber og CK Fitness’ aftaler. Køber er forpligtet til ved indgåelse af aftale om bestilling af CK Fitness’ produkter m.v., at oplyse CK Fitness en e-mail, til hvilken al kommunikation kan foregå. Såfremt Køber skifter e-mail, er Køber forpligtet til at oplyse CK Fitness herom.
5. BETALING
5.1 Betaling skal ske senest 7 dage efter fakturaens udstedelse medmindre andet er anført. Manglende overholdelse af CK Fitness’ betalingsvilkår anses som væsentlig misligholdelse, der berettiger CK Fitness til at standse yderligere leverancer, kræve erstatning i henhold til dansk ret samt til at kræve ethvert tilgodehavende, forfaldent som uforfaldent, indbetalt straks.
5.2 Erlægger Køber ikke betaling i rette tid, er CK Fitness berettiget til fra forfaldsdagen at beregne morarente med 1,5 % pr. påbegyndt måned efter forfaldsdagen samt kræve rykker-, inkasso- og kompensationsgebyrer i overensstemmelse med lovgivningen.
5.3 Køber er hverken berettiget til at holde nogen del af det fakturerede beløb tilbage eller til at foretage modregning i nogen del af det fakturerede beløb med eventuelle modkrav mod CK Fitness, som ikke skriftligt er anerkendt og accepteret af CK Fitness.
5.4 Uanset om andre betalingsvilkår tidligere måtte være aftalt med CK Fitness, er CK Fitness i tilfælde af Købers forsinkelse med købesummens betaling berettiget til at gøre fremtidige leverancer betinget af kontant betaling, eller at Køber stiller fornøden sikkerhed.
5.5 Uanset ovenstående forbeholder CK Fitness sig ret til, før levering, at afkræve garanti for betaling eller betaling forud for levering.
5.6 Såfremt Kunden undlader at betale forfaldne krav fra CK Fitness senest 10 hverdage efter skriftligt påkrav herom fra CK Fitness, er CK Fitness berettiget til at ophæve salget af de produkter, som forsinkelsen vedrører, ligesom CK Fitness er berettiget til at ophæve salg af produkter, der endnu ikke er leveret til Kunden.
6. LEVERING OG LEVERINGSTID
6.1 Medmindre anden leveringsklausul er aftalt, sker levering på den i ordrebekræftelsen angivne adresse i Danmark. Forsendelse sker således for Købers risiko og regning. Medmindre andet er aftalt, forestår Køber selv indbæring og opsætning på den angivne adresse.
6.2 Den i tilbuddet angivne leveringshorisont/-tidspunkt er alene vejledende. Leveringstiden er fastsat af CK Fitness’ efter bedste skøn i overensstemmelse med de forhold, der foreligger ved ordrebekræftelsens afsendelse. Udskudt og forsinket levering til Køber som følge af CK Fitness leverandørers og transportfirmaers forsinkelse, skal accepteres af Køber.
6.3 Køber er ikke berettiget til at udskyde den aftalte leveringstermin uden forudgående aftale med CK Fitness. CK Fitness er, medmindre andet er aftalt, berettiget til at levere bestilte produkter på et tidligere tidspunkt end det af CK Fitness oplyste leveringstidspunkt.
6.4 I tilfælde af forsinkelse, der ikke skyldes forsinkelse hos CK Fitness’ leverandører og transportfirmaers forsinkelse, jfr. pkt. 6.2, og som ikke er varslet af CK Fitness, skal Køber reklamere straks. Køber kan herefter alene hæve købet, såfremt CK Fitness ikke har leveret senest 5 hverdage efter skriftligt påkrav til CK Fitness fra Køber. Køber kan i intet tilfælde kræve erstatning som følge af forsinkelse.
7. EJENDOMSFORBEHOLD
7.1 CK Fitness forbeholder sig ejendomsretten til det solgte, indtil hele købesummen og de med salgsgenstandens levering eventuelle forbundne omkostninger til f.eks. levering er betalt af Køber. Ejendomsforbeholdet påvirker ikke risikoovergangen til Køber ved levering, jfr. pkt. 6.1.
8. FORCE MAJEURE
8.1 CK Fitness er ikke ansvarlig for forsinkelse i tilfælde af force majeure, herunder, men ikke begrænset til, arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom brand, krig, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, forsinkelse, kassation af større varepartier, pandemier, restriktioner af drivkraft samt tillige i tilfælde af mangelfulde eller manglende leverancer fra underleverandør, uanset årsagen hertil.
8.2 I disse tilfælde udskydes rettidig levering til begivenhedens udløb, dog maksimalt 8 uger, efter hvilken frist begge parter skal være berettigede til at hæve handlen, uden at det skal betragtes som misligholdelse.
9. GARANTI OG MANGLER
9.1 For alle produkter garanterer CK Fitness for arbejds- og materialefejl, der ikke hidrører fra normal slitage i 24 måneder regnet fra leveringsdatoen.
9.2 Køber får ved leveringen af produktet eller produkterne udleveret brugsanvisninger (på dansk eller engelsk), der skal overholdes af Køber. Garantien er alene gældende, såfremt Køber har benyttet produkterne i overensstemmelse med de i brugsanvisningen anførte vejledninger for brug.
9.3 Garantien er alene gældende, såfremt Køber mindst én gang om året gennemfør et serviceeftersyn af de leverede produkter. Serviceeftersynet skal gennemføres på Købers regning og af en af Køber valgt fagmand/tekniker.
9.4 Garantien dækker dog ikke fejl og mangler opstået som følge af almindeligt slid og ælde, sliddele, forkert eller usædvanlig betjening, overbelastning, mangelfuld vedligeholdelse samt ved forsøg på reparationer, justeringer og ændringer, der ikke er udført af CK Fitness eller med CK Fitness’ forudgående skriftlige samtykke.
9.5 Det påhviler Køber straks ved leveringen at foretage sædvanlige undersøgelser af det leverede, herunder om mængden er korrekt, og om der er fejl og mangler. Reklamationer over at det leverede er mangelfuldt eller ikke kontraktmæssigt, som Køber har eller burde have konstateret ved undersøgelse af de leverede varer ved modtagelsen, skal ske skriftligt straks efter manglen m.v. konstateres. Reklamationer skal klart beskrive, hvori manglen består samt billægges eventuelt billede- og/eller videomateriale.
9.6 Garantien er betinget af, at varen omgående og inden 7 kalenderdage efter fejlen er konstateret eller burde have været opdaget, meddeles CK Fitness skriftligt.
9.7 Mangler, der burde have været opdaget i forbindelse med Købers undersøgelsespligt, kan ikke påberåbes efter udløbet af overstående frister.
9.8 Efter CK Fitness’ valg vil mangler ved det solgte blive afhjulpet, varen omleveret eller købesummen for det solgte krediteret Køber. Uanset hvilket leveringssted der måtte være aftalt i ordrebekræftelsen, vil en eventuel omlevering ske på en adresse i Danmark, jfr. i øvrigt betingelserne i pkt. 6.1.
9.9 Såfremt CK Fitness ikke efter rimelig tid afhjælper en af Køber konstateret mangel, jf. pkt. 9.8, er Køber berettiget til at ophæve den del af ordren, der vedrører det mangelfulde produkt, ved afgivelse af skriftlig meddelelse herom til CK Fitness.
10. ANSVARSBEGRÆNSNING
10.1 For krav, som vedrører CK Fitness’ opfyldelse eller manglende opfyldelse af sine forpligtelser, er Køber berettiget til erstatning for direkte tab med følgende begrænsninger:
10.1.1 CK Fitness’ erstatningsansvar er begrænset til direkte skader/tab, og er – uanset årsag og uanset kravets art – begrænset til det beløb, der er faktureret for pågældende ydelse eller vare, der forårsagede skaden/tabet, eller er årsag til eller direkte forbundet med erstatningskravet.
10.2 CK Fitness påtager sig i intet tilfælde ansvar for driftstab, tidstab, avancetab eller lignende indirekte tab. Yderligere kan CK Fitness ikke gøres ansvarlig for noget tab, direkte eller indirekte, hidrørende fra manglende duelighed, fejlbrug eller funktionalitet. Endvidere hæfter CK Fitness ikke for skade på personer eller ting som følge af fejl eller mangler ved leverede produkter.
10.3 Kunden skal friholde CK Fitness for krav, der måtte blive rejst af tredjemand, herunder Købers personale mod CK Fitness som følge af defekter eller farlige egenskaber ved Udstyret. Køber har i relation til lov om produktsikkerhed pligt til at forebygge, at købte produkter kan volde skade på tredjemands person eller ejendom. Køber bærer ligeledes risikoen for skader på Købers eller tredjemands ejendom, der skyldes defekter eller farlige egenskaber ved leverede produkter.
10.3.1 CK Fitness er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, mens produkterne er i Købers besiddelse. CK Fitness er heller ikke ansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af Køber, eller på produkter, hvori disse indgår.
11. RETURVARER
11.1 Køber har ikke ret til at returnere varer og leverancer fra CK Fitness, medmindre dette forudgående og skriftligt er aftalt. Såfremt dette er aftalt, krediteres godkendte returvarer normalt med fradrag af 15 % af salgsprisen ekskl. moms ved franko-levering til CK Fitness’ lager eller andet af CK Fitness anvist sted i Danmark.
11.2 Specialvarer, reservedele, tilvirkede varer eller udstillingsvarer tages ikke retur.
12. PRODUKTANSVAR
12.1 For produktansvar hæfter CK Fitness og/eller er ansvarlig i overensstemmelse med dansk rets bestemmelser om produktansvar. Køber skal straks underrette CK Fitness, hvis tredjemand gør produktansvar gældende over for Køber. I det omfang intet andet følger af ufravigelige regler, er CK Fitness ikke ansvarlig for driftstab, avancetab eller andre indirekte tab.
Bliver CK Fitness sagsøgt af tredjemand i anledning af produktansvar, accepterer Køber at kunne blive adciteret under sagen eller sagsøgt ved den domstol eller voldgiftsret.
12.2 Produkter og reservedele leveret af CK Fitness er udelukkende beregnet til brug i Danmark. CK Fitness er under ingen omstændigheder ansvarlig for tab eller skade, der kan henføres til brug af produktet uden for Danmark.
13. TVISTER
13.1 Enhver uoverensstemmelse mellem parterne, der ikke kan bilægges ved forhandling, skal forelægges Retten på Frederiksberg under anvendelse af dansk ret.
Såfremt én eller flere bestemmelser i disse salgs- og leveringsbetingelser senere måtte blive erklæret ugyldige, skal dette ikke påvirke aftalens gyldighed og de øvrige bestemmelser, som skal forblive gældende, og eventuelle ugyldige bestemmelser skal udfyldende fortolkes ud fra aftalens og den ugyldige bestemmelses formål.